USA's præsident, Barack Obama, hylder på Det Hvide Hus' hjemmeside Apple-stifteren Steve Jobs, der natten til torsdag døde efter længere tids kræftsygdom.
"Ved at starte et af planetens mest succesrige firmaer fra sin garage eksemplificerede han den amerikanske opfindsomhed," siger Obama i pressemeddelelsen.
"Ved at gøre computere personlige og putte internettet i vores lommer gjorde han informationsrevolutionen ikke bare tilgængelig, men også intuitiv og sjov," fortsætter han.
Dermed slutter han sig til en lang række af betydningsfulde personer, der hylder Jobs. Heriblandt Facebook-stifteren Mark Zuckerberg.
"Steve, tak fordi du var en mentor og en ven. Tak for at vise, at de ting, man bygger, kan ændre verden. Jeg vil savne dig," skriver Mark Zuckerberg på sin Facebook-profil.
Også hos Google er der store ord om Apple-stifteren.
"Steve, din passion for det perfekte mærkes af alle, der nogensinde har rørt et Apple-produkt (inklusiv den macbook, jeg skriver dette på lige nu)," skriver Google-stifteren Sergey Brin på sin Google+ profil.