Den tidligere præsident Barack Obama har aflyst den helt store fejring af sin 60 års fødselsdag lørdag.
Han havde oprindeligt inviteret til en fest med flere hundrede deltagere, men har nu valgt at skalere ned.
Det oplyser Hannah Hankins, der er talsmand for Obama, ifølge New York Times.
- På grund af spredningen af Delta-varianten den seneste uge har præsidenten og fru Obama besluttet sig for at nedskalere begivenheden markant, så der kun kommer familie og tætte venner, siger hun.
Barack Obama fylder 60 år onsdag, men den helt store fejring var planlagt til lørdag på øen Martha's Vineyard ud for delstatens Massachusetts' kyst, hvor Obama-familien har en ejendom.
Palerne har dog affødt kritik fra flere sider, fordi smitten har været stigende i Massachusetts og flere andre delstater i USA.
Ifølge mediet Axios var alle festgæster blevet bedt om at blive vaccineret. De inviterede skulle angiveligt også indsende et negativt testresultat til en koordinator forud for festen.
En unavngiven kilde med forbindelse til Obama-familien har oplyst, at der var omkring 475 mennesker inviteret til festen, heriblandt filminstruktøren Steven Spielberg.