To maskerede mænd brugte bagdøren, da de torsdag aften begik røveri mod Nørresundby Banks filial i Brønderslev.
Mændene trængte ind i banken og havde skruetrækker og økse i hænderne, oplyser Nordjyllands Politi.
- De sagde ingenting, men personalet følte sig truet, siger vagtchef Michael Elkjær.
De maskerede mænd satte kursen mod bankboksene og brød flere af dem op med det medbragte værktøj.
Med et ukendt udbytte forsvandt de ad bagdøren igen, og derefter kørte de væk i en bil.
- Personalet hører en bil starte, fortæller Michael Elkjær, men i første omgang er der ikke nærmere oplysninger om bilen.
Politiet håber, at vidner har set mændene før eller efter røveriet mod banken på Algade i Brønderslev og vil kontakte politiet med oplysningerne.
/ritzau/