Efter et grundlovsforhør torsdag middag står det klart, at den 25-årige mand, der onsdag middag truede sig til et større pengebeløb i Jyske Bank i Ballerup, bliver varetægtsfængslet i fire uger.
Manden blev fanget, da han løb ud ad banken og hen til sin bil. En betjent i civil var tilfældigvis lige ved banken, og da han blev gjort opmærksom på den løbende bankrøver, trak han sin pistol og skød mod flugtbilen.
- Der kom ikke noget frem under retsmødet, da den unge mand hverken ville tage stilling til sigtelse eller udtagelser, forklarer efterforskningsleder ved Vestegnens Politi Charlotte Skovby.
Hun fortæller, at den unge mand er kendt i politiets system i forvejen for lignende kriminalitet.
- Det er mit indtryk, at vi står med en stærk sag. Man kan jo sige, at han ligesom blev taget på fersk gerning, siger Charlotte Skovby.
Statsadvokaten undersøger rutinemæssigt sagen med betjenten, der affyrede de to skud mod sigtedes bil.