Et særdeles kvikt og årvågent vidne meddelte torsdag eftermiddag til politiet, at hun netop havde overværet et bankrøveri.
Inde i banken optrådte manden ifølge Østjyllands Politi meget voldsomt. Han tog blandt andet kvælertag på en kvindelig kasserer.
Røveriet skete i Sparekassen Himmerland på Tordenskjoldsgade i Århus. Vidnet fulgte efter bankrøveren, der kort efter søgte tilflugt i en baggård.
Her tilkaldte vidnet politipatruljer, som kort efter foretog anholdelse af den 43-årige gerningsmand.
Både penge og våbnet fra bankrøveriet var stadig på manden.
Den chokerede kasserer er nu indbragt til Århus Kommunehospital.
I morgen bliver den 43-årige fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Aarhus med begæring om varetægtsfængsling