Fra rig tyveknægt til fattig anholdt på bare seks minutter og 47 sekunder.
Sådan lyder formiddagens forløb for en 23-årig bankrøver fra Odense, der klokken lidt over ti med en kniv truede sig til et kontant pengebeløb i Arbejdernes Landsbank i centrum af Odense. Det oplyser Fyns Politi.
Den unge røver nåede dog knap nok at tælle sit udbytte, for få minutter efter blev han anholdt af politiet, der kun behøvede at løbe omkring 500 meter fra politistationen, for at nå ham.
"En meget vågen ansat fra banken fulgte efter røveren, og det hjalp politiet til lynhurtigt at lokalisere ham på hotel Radisson, der ligger tæt på både banken og politistationen," siger vicepolitikommisær Carsten Arentoft.
Der var flere kunder til stede i banken under røveriet. Politiet er nu i gang med at afhøre dem.