Den sidste tids mange eksempler på dårlig bankrådgivning får nu Forbrugerrådet til at kræve, at bankrådgivere kaldes, hvad de er - nemlig sælgere. Ifølge dinepenge.dk bakkes forslaget op af flere advokater.
"Det er et problem, at de kalder sig bankrådgivere. Mange har ganske vist hjertet det rette sted, men det er sådan set underordnet, når deres arbejdsgiver - altså banken - begynder at køre kampagner for at sælge et avanceret produkt, som bankrådgiverne måske ikke engang selv forstår," siger Forbrugerrådets cheføkonom Carsten Holdum.
Bankrådgiverne er blandt andet blevet kritiseret for at have opfordret kunder til at investere penge i bankens egne aktier og i andre investeringsformer, hvor kunderne ikke er blevet gjort ordentligt opmærksomme på de forbundne risici.