Hvem kan lide at blive kigget over skulderen, når de er på arbejde? Det kan bankfolk, og nu vil de have mere kontrol med det arbejde, de laver.
77 procent af bankansatte mener, at der er brug for at få et skarpere finanstilsyn, som kan gribe ind overfor dårligt drevne banker. Det viser en undersøgelse, som Mandag Morgen har lavet blandt 670 af Finansforbundets medlemmer.
De ansatte i finanssektoren mener samtidig, at deres chefer - bankdirektørerne - er hovedansvarlige for finanskrisen.
"Bankdirektørerne er ansvarlige for deres virksomheder, så når bankerne har et betydeligt medansvar, falder det også tilbage på direktørerne. I Danmark har bankerne haft et for optimistisk livssyn og lånt for mange penge ud under højkonjunkturen," siger formanden for Finansrådet og ordførende direktør i Danske Bank, Peter Straarup, til Mandag Morgen.
Peter Straarup er ikke afvisende over for, at Finanstilsynet kan få en mere aktiv rolle, så man kan undgå uheldige sager som den med for eksempel Roskilde Bank.
Undersøgelsen viser også, at 66 procent af bankfolkene mener, at staten ikke skal komme konkurstruede banker til undsætning.