Over 628 milliarder - så mange sparepenge har privatkunder stående i bankerne. Og det er mere end nogensinde tidligere, viser de seneste tal fra Nationalbanken.
"Bankerne råder over historisk mange penge lige nu," konstaterer John Norden direktør i rådgivningsfirmaet Mybanker.
Alene i år har privatkunder sat godt 40 milliarder i banken. Ifølge ekspert-rådgiveren hænger udviklingen blandt andet sammen med, at mange sparer SP-pengene op.
"Omkring 20 mia. er jo røget i danskernes lommer på den konto, og tallene tyder altså på, at mange vælger at sætte dem i banken," påpeger Mybanker-bossen over for Nyhedsbureauet Newspaq.
Men når bankerne bugner af penge, så er det i virkeligheden ikke spor godt for vores sparepenge. For når bankerne har rigeligt likviditet, så sænker de indlånsrenten.
"Det er en forenkling, når bankerne alene forklarer rentefaldet med Nationalbankens ditto. Nej, når de har penge nok, så er de jo ikke nødvendigvis interesseret i at kunder sparer helt så meget op - bankerne har jo penge nok," forklarer Norden.
I oktober 2008 kunne man flere steder få en rente på helt op til syv procent. I dag er gennemsnitsrenten 2,7 procent.
De mange penge i bankernes kasser hænger også sammen med, at Bankpakke 1 virker efter hensigten, vurderer John Norden. Men om 14 måneder kan situationen vende på en tallerken.
"Indlånsfesten slutter med al sandsynlighed i oktober 2010, når Bankpakke 1 ophører. Til den tid er der nemlig kun statsgaranti på for indlån op til 750.000 kroner, og så vil mange nok vælge at sætte sparekronerne i aktier, obligationer eller noget helt tredje," lyder det fra Norden.
Til den tid vil nok især de udenlandske bankkunder trække penge hjem. De har alene i år sat 200 milliarder i danske banker.