Dansk økonomi har behov for akutløsninger og langsigtede løsninger, der kan forhindre en ny finanskrise, mener formanden for Finansforbundet Allan Bang.
Han bakker derfor op om regeringens udspil om en samfundspakke, som gør det muligt for bankerne at låne ud til kreditværdige virksomheder og privatkunder.
"Den er nødvendig - og den haster. Alternativet til en samfundspakke vil være, at bankerne nedskriver deres balancer, og at selv sunde og kreditværdige virksomheder må dreje nøglen om," advarer Allan Bang.
Finansforbundet mener, at samfundspakken bør skrues sammen, så staten tilbyder ansvarlig lånekapital til bankerne og til gengæld får et samlet markedsmæssigt afkast.
"Pakken kan indeholde differentierede rentesatser, så nogle banker kan låne billigere, og andre må betale en højere rente. Akkurat som når bankerne skal ud at låne penge på det private marked," siger Finansforbundets formand.
På længere sigt lægger Allan Bang op til at få skabt en ny international ansvarlig finansmodel, som kan sikre mod en gentagelse af finanskrisen.
"I UNI Finance, der er den europæiske organisation for funktionærer i finanssektoren, arbejder vi med en 4-punktsplan, der omfatter bedre tilsyn, større åbenhed, et gennemsigtigt aflønningssystem og intensiveret uddannelse. Det bliver vores input til G-20 mødet 2. april," oplyser Allan Bang.