Voksende maver vækker ikke glæde hos chefer i bankverdenen.
Det er imidlertid ulovligt at fyre kvindelige medarbejdere, der enten er gravide, på barsel, i fertilitetsbehandling eller er ved at adoptere - men det er en række virksomheder i finanssektoren ret ligeglade med.
Sidste år blev otte gravide eller ansatte på barsel fyret. I 2007 var der slet ingen sagen om fyrede gravide i finanssektoren.
"Det er meget bekymrende, at der er en tendens til, at virksomhederne i større grad bevidst bryder loven. Selvom det er krisetider, har arbejdsgiveren stadig et ansvar for at leve op til lovens bestemmelser. Det her handler om ansvarlighed, og det er virksomhederne nødt til at udvise, også i krisetider," siger Finansforbundets formand, Kent Petersen, til Nyhedsbrevet Finans.
Han fortæller, at Finansforbundet får markant flere opringninger fra gravide eller ansatte på barsel, der føler sig utrygge i deres ansættelse.
"Deres bekymring er jo desværre reel, når man kigger på den tendens, som vi ser i øjeblikket," siger Kent Petersen og kalder det skræmmende, hvis folk ikke tør blive gravide eller gå på barsel af frygt for at miste deres arbejde.
Forbundsformanden efterlyser strengere straf, hvis virksomhederne bryder den såkaldte ligebehandlingslov.