Bankerne har ikke været særligt ihærdige med at oplyse deres kunder om, at renten er steget markant de seneste måneder, hvilket får Socialdemokraterne til at kræve en lovændring.
Bankerne har nemlig ikke pligt til direkte at fortælle kunderne, når de ændre på renterne. De kan nøjes med at oplyse det i en lille avisannonce, skriver Politiken.
Nye tal fra mybanker.dk viser, at den billigste rente til forbrugslån er steget fra 11,75 til 13,50 procent for fordelskunder i Nordea.
"Det er et kæmpeproblem, at en hel masse mennesker går rundt og tror, at de har en langt lavere rente, end de har. Det er oplagt, at bankerne skal informere deres kunder, når renten ændrer sig," siger økonom i Forbrugerrådet, Troels Holmberg til avisen.
Sagen får Socialdemokraterne til at kræve en ændring af loven.
"Bankerne skal selvfølgelig oplyse om det her. Reglerne om at annoncere i en avis er et levn fra 50'erne. Jeg vil bede økonomiminister Lene Espersen tage kontakt til branchen og lave en frivillig aftale hurtigst muligt. Hvis bankerne ikke vil, stiller vi et lovforslag med det samme," siger partiets forbrugerordfører Benny Engelbrecht.
Danske Bank vil nu overveje, om banken vil lave om på beskedsystemet.