Corona-krisen betyder fyringer, lukninger og konkurser. Mange danskeres økonomi vil blive voldsomt påvirket.
Derfor har Nordea nu besluttet at give en håndsrækning til deres pressede kunder.
– Vi går ud til alle vores kunder i hele Norden og siger, at vi som den største bank har et særligt ansvar for samfundet i disse tider, hvor coronavirussen spreder sig hurtigt. Det påvirker vores liv, det påvirker arbejdspladser og købsmønstre og selvfølgelig også vores kunder, siger topchef i Nordea, Frank Vang-Jensen til Berlingske.
– Derfor siger vi nu til vores kunder: Alle, der på nogen måde er påvirket på deres betalingsevne på et boliglån, kan ringe til os, så giver vi dem umiddelbart seks måneders pause med betalinger. Det gør vi for at skabe ro, fordi vi kan mærke, at vores kunder bliver stressede nu, siger Frank Vang-Jensen.
Som udgangspunkt gælder tilbuddet om pause i betalingerne for bolig- og realkreditlån, men andre lånetyper kan også komme med i ordningen.