Lige nu er der forholdsvis fredeligt på arbejdspladserne i de danske banker og sparekasser. Men det kan meget vel være stilhed før stormen.
Siden april 2008 har næsten 1.600 finansansatte mistet deres job, og ifølge en undersøgelse fra Finansforbundet frygter hver fjerde af sektorens medarbejdere for at blive arbejdsløs.
"Der har været en opbremsning i afskedigelserne, hvilket er et positivt tegn. Men måske ser man bare tiden an. Hvis den almindelige økonomi rammes hårdere, får det også konsekvenser hos os, og så kan vi godt frygte, at der kommer flere fyringsrunder senere," siger Allan Bang, der er formand for Finansforbundets knap 55.000 medlemmer.
Danske Bank har skilt sig af med 350 ansatte, men forventer at sige farvel til i alt 1.000 medarbejdere i år som led i et såkaldt "intelligent ansættelsesstop".