Fagforeningen for ansatte i finanssektoren, Finansforbundet, er rasende på Alm. Brand.
Selskabets bank har nemlig tirsdag fyret tre ansatte, der enten var gravide eller på barsel.
"Alm. Brand Bank er i ond tro, når den fyrer gravide trods advarsler. Det er en skandale, og Finansforbundet vil gå hele vejen for, at banken kan drages til ansvar for sine handlinger. Det skal være dyrt helt bevidst at overtræde Ligebehandlingsloven," siger Kent Petersen, der er næstformand i Finansforbundet, til business.dk.
I alt fyrede banken 33 medarbejdere plus fem løst tilknyttede eller studentermedhjælpere.
Den hårde udmelding og trusler om sagsanlæg gør ikke det store indtryk på Alm. Brand.
"Man må godt fyre gravide og barslende, hvis man er tvunget til det. Vi er nødt til at se fremad, og sætte det stærkeste hold, når vi ser på de samlede faglige og personlige kvalifikationer," siger kommunikationsdirektør Susanne Biltoft.
Banken var således udmærket klar over, at der var gravide blandt de opsagte. Fyringerne skete efter, at Alm. Brand Bank præsenterede et katastroferegnskab.