Han har sammen med gemalen, Laurence Roberts, boet samme sted i Los Angeles i mere end tyve år. Men nu er adressen en ny for Ole Henriksen.
Cremekongen er nemlig så småt ved at flytte i lejlighed i stedet for hus. Og det er der en helt særlig årsag til: Han frygter bevæbnet indbrud.
– Vi kan føle os sikre, for i USA bryder de ind og tager, hvad de har lyst til. De kommer ind med pistol og skyder dig. Det er lidt overdrevet, men det er mere trygt at bo i en lejlighed, det er der ingen tvivl om, sagde Ole Henriksen forleden til Her & Nu i forbindelse med en premiere i Danmark.
Han kan glæde sig over fremragende udsigt fra sit nye hjem. Det ligger nemlig på 27. etage midt i centrum – med udsigt til havet.
Lejligheden er dog endnu ikke klar til indflytning, så Ole og Laurence bor lige nu midlertidigt i Beverly Hills, da deres gamle hus er solgt.