Banelandstræner om sine tropper: Perfekt

4000 meter forfølgelsesholdet på cykelbanen imponerede landstræneren på vej mod OL-semifinalen.

Med tiden 3.58,298 minutter bragede det danske banehold i 4000 meter forfølgelsesløb sig videre til OL-semifinalen torsdag aften, og landstræner Casper Jørgensen er meget tilfreds med, at holdet i sin nuværende konstellation kom under fire minutter for første gang.

- Jeg er rigtig godt tilfreds. De kører på det niveau, som jeg havde håbet på og endda lidt bedre, så jeg kan ikke andet end at være tilfreds.

- Det var perfekt. Vi er på niveau med New Zealand og slår Rusland. Det er to af de hold, som, jeg troede, ville være bedre end os, siger han.

Casper Jørgensen var i 2008 selv med til at vinde OL-sølv i disciplinen ved legene i Beijing. Eneste tilbageværende fra det hold er Michael Mørkøv. Alex Rasmussen skulle have været med på holdet, men er ude med en karantæne.

- Vi rammer alle sammen vores topniveau. Og til trods for, at det kun er anden gang, vi kører sammen, så leverer vi varen, og vi kan virkelig være stolte over den tid, som vi har kørt i dag, siger Mørkøv.

Fredag aften gælder det Storbritannien i semifinalen, og briterne er kæmpefavorit, efter at holdet satte verdensrekord i kvalifikationen med 3.52,499 minutter.

- Det bliver rigtig svært. Men hvis ikke vi kan slå dem, så gælder det stadig om at køre hurtigt, så vi kan få bronzen, siger Casper Jørgensen.

Foruden Mørkøv består baneholdet af Casper Folsach, Rasmus Quaade og Lasse Norman Hansen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.