Banderne skal slås ned med hård hånd, bliver det slået fast fra alle sider. Men samtidig bliver det stadig mere smart at være medlem af en bande.
"Tallet vokser desværre, og vi kan se, at der bliver trukket folk ind hele tiden. Der sker en eller anden form for mobilisering, og vi møder konstant unge mennesker, som vi ikke har stiftet bekendtskab med før," siger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg til Berlingske Tidende.
Han vurderer, at der reelt er 1.500 rocker- og bandemedlemmer lige nu, men politiet holder kun øje med ca. 700 rockere og 300 bandemedlemmer.
Det seneste halve års optrapning af bandekonflikten har budt på 40 skudepisoder, som har medført tre drab og flere uskyldigt såret.