Politikerne kræver en bedre social indsats, så de unge ikke bliver lokket ind i bandemiljøerne. Men det er slet ikke sikkert, at det ville hjælpe.
Flere medlemmer af banderne kommer nemlig fra velfungerende hjem, hvor de sociale myndigheder slet ikke ville fange dem.
"Alle gætter på, at bandemedlemmerne har siddet skævt på potten og kommer fra familer med sociale problemer. Men mange kommer altså fra ganske almindelige familier".
Det siger Jørgen Isalin, der er vicepolitiinspektør i Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, til Berlingske Tidende.
Rigspolitiet sætter nu gang i en toårig undersøgelse, hvor hver enkelt overvågede bandemedlems baggrund bliver gennemgået. Her vil de se på, hvilken økonomisk, familiær og uddannelsesmæssig baggrund, den enkelte person har.
En af bandekrigens mest kendte figurer, den 25-årige Espen Hertz fra AK81, blev forsøgt dræbt i denne uge. Han kommer fra en overlægefamilie.