For tiden presses rockerne af hårde indvandrerbander, som har taget rockernes metoder i brug og som står bag de groveste former for kriminalitet, skriver Berlingske Tidende.
Flere steder i nattelivet kræver de hårde indvandrerbander beskyttelsespenge fra barer og diskoteker eksempelvis. Ejerne bliver typisk opsøgt med et krav om penge for at holde uromagere væk. Falder pengene ikke, kan man forvente et uanmeldt besøg af et ’hærgehold’.
I fagforeningen 3F Hotel & Restauration kender man til de ubehagelige metoder:
»Vi ved, at det eksisterer, og at restauratører er blevet afkrævet beskyttelsespenge. før var det rockerne, nu er det banderne. Det er i de områder, hvor man har den hårde vold og de hårde stoffer, at man også ser det her problem. Men folk er bange, og det er derfor, at problemet får lov at forblive i det dunkle. Ingen restauratører eller dørmænd går ud og anmelder det, så er de færdige,« siger næstformand i 3F Hotel & Restauration, Jan Mathisen, til Berlingske Tidende.
Hos Rigspolitet kender man ligeledes til problemstillingen, men man kender ikke omfanget, fordi der ikke eksisterer konkrete anmeldelser.