Flere værtshuse og forretninger på Nørrebro i København plages af afpressere, der vil smadre løs, hvis de ikke får penge.
Adskillige handlende var torsdag samlet til et møde med politiet og kommunen i et forsøg på at få stoppet de grove metoder, skriver netavisen 2200N.dk.
Senest har ukendte gerningsmænd natten til tirsdag smidt brosten mod ruderne på værtshuset Café Viking på Ægirsgade.
Angrebet skete, mens der var gæster på stedet, og indehaveren, Jane Petersen, oplyser, at servitricen nu får psykologhjælp.
- Der kommer nogle gutter herind og siger til mig, at jeg skal betale for at ligge i deres område. Det nægter jeg. Jeg kunne være deres mormor, og det kan simpelt hen ikke være rimeligt, siger hun til 2200N.dk.
Også ejeren af et møntvaskeri og yderligere to værtshuse har været udsat for afpresning.
Nogle af forbryderne siger, at de kommer fra banden Brothas i Mjølnerparken.
Andre siger, at de repræsenterer banden, der knyttes til Blågårds Plads.
Som et modtræk er der planer om mere videoovervågning. Og nogle handlende vil opsætte klistermærker, som siger nej til krav om beskyttelsespenge.
/ritzau/