Der skal frem over være ingen kære mor, når det gælder unge, der er på vej ud i bandekriminalitet.
Det mener Venstres retsordfører Kim Andersen, som i stedet vil have kæft, trit og retning.
Den bløde pædagogik preller nemlig helt af på de unge kriminelle, og derfor skal der nye metoder til. Kim Andersen mener, der er brug for opdragelsesanstalter til de unge, og at hæren kan være med til at lære dem noget disciplin.
"Disse løjsere kan lige så godt indse, at vi ikke vil tolerere forråelse og kriminalisering. Forsvaret har konsekvens og mandebilleder, som kan matche dem i hårdhed. Forsvarets ansatte bliver ikke bange," siger han til Berlingske Tidende.
Umiddelbart tegner der sig et flertal i Folketinget for idéen. Både Konservative og Dansk Folkeparti er nemlig positive over for tanken om bandemedlemmer i hæren. Sidstnævnte ser endda gerne, at også andre kriminelle skal på tvunget ophold i forsvaret.
"Vi savner en konsekvent pædagogik i de tilbud, vi har i dag, og et samarbejde med Forsvaret er oplagt," siger retsordfører i DF Martin Henriksen.