En skudveksling mellem formodede bandemedlemmer har efterladt to udenlandske kvinder døde på en restaurant i den mexicanske badeby Tulum. Tre andre udlændinge er såret.
Det oplyser myndighederne torsdag lokal tid.
De dræbte kvinder er fra henholdsvis Tyskland og Indien, mens de sårede er fra Tyskland og Holland.
Det oplyser distriktsanklagerens kontor i delstaten Quintana Roo.
Tulum, der ligger ud til Det Caribiske Hav, er kendt for sine gamle mayaruiner og turkisblåt vand, men er på det seneste blevet rystet af krige mellem rivaliserende bander.
Det dødelige skyderi fandt sted på en restaurant i centrum af byen onsdag aften.
Tulum er hvert år rejsemål for tusindvis af udenlandske turister.
I en erklæring fra distriktsanklagerens kontor står der, at indledende undersøgelser viser, at der var tale om "et væbnet sammenstød mellem kriminelle bander, som sælger narko".
En af kvinderne blev dræbt på stedet. Den anden døde af sine kvæstelser på et hospital.
Borgmester i Tulum Marciano Dzul fortæller til journalister, at der ikke er noget, der tyder på, at ofrene havde nogen kriminelle forbindelser. De syntes derimod at være blevet fanget i en krydsild.
Borgmesteren tilføjer, at en af de mistænkte gerningsmænd bag skyderiet er anholdt.
Marciano Dzul erkender, at Tulum står over for en bølge af vold som følge af rivaliserende bander, der er involveret i narkohandel og afpresning.
- Der er tale om organiseret kriminalitet, hvor der kæmpes om bestemte områder. Desværre er der i dette tilfælde sket utilsigtet skade, som er gået ud over mennesker, der intet har med det at gøre, siger han.
I Mexicos narkokrig mellem forskellige karteller er flere end 300.000 mennesker blevet dræbt, siden regeringen indsatte militæret i krigen mod narko i 2006.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP