For første gang står et af de ledende bandemedlemmer fra Blågårds Plads-gruppen nu frem for pressen.
"Når politikere taler hånligt om etniske minoriteter og gør dem til et samfundsproblem, så er rekrutteringen ikke noget problem for HA," siger den unge mand fra området ved Blågårds Plads til DR P1 Orientering.
Sammen med sin ældste bror, der sidder varetægtsfængslet, er manden tidligere blevet betegnet som "kernen i Blågårds Plads-banden" af justitsminister Brian Mikkelsen (K).
Den yngste bror vil ikke betegne sig selv og vennerne som en bande. Han fremhæver, at de ikke har nogen formel ledelsesstruktur. Derfor mener han heller ikke, at han ville kunne indgå i en mægling for at stoppe skyderierne.
"Jeg kan ikke tale på alle mulige andres vegne. Jeg kan heller ikke tale for folk i Odense eller Århus, der har en konflikt med HA'erne," siger han.
Han hævder, at det ikke er handel med hash og narko, der er baggrunden for bandekrigen.
I stedet nævner han styrkeforholdet mellem Hells Angels og andre grupperinger:
"HA'erne vil gerne tilbage til 80'erne og den angst, der var for dem dengang."