Torsdag aften fik en 24-årig mand jaget en køkkenkniv i låret, da han og en kammerat kørte gennem Mjølnerparken på Nørrebro i København. Nu er en 17-årig mand fængslet i sagen.
- Det skyldes et godt stykke arbejde fra en af vores patruljer fra vores operative afdeling, fortæller politikommissær Steffen Th. Steffensen til Ritzau.
Patruljen havde vinket en VW Vento ind til side, da betjentene genkendte de tre personer i bilen som medlemmer af den lokale bande Brothas. Politifolkene fik deres navne, og måtte så lade dem køre, da man blev kaldt ud til knivstikkeri i Mjølnerparken.
- Det er formentlig sket lige efter knivstikkeriet, som er foregået på den måde, at en VW Vento spærrer vejen for de forurettedes bil, da man skal køre over et vejbump, fortæller Steffen Th. Steffensen.
Ventoen, som blev stoppet af patruljen, og Ventoen fra episoden i Mjølnerparken var den samme bil. Og da politifolkene havde sikret sig navnene på personerne i bilen, vidste man, hvem man skulle have fat i.
- Ud over den 17-årige eftersøger vi to mænd på 19 år, og dem vil jeg da opfordre til at henvende sig til politiet, siger Steffen Th. Steffensen.
/ritzau/