Ritzau
Opdateret kl. 14:20
En 23-årig mand, der er medlem af banden Loyal to Familia (LTF), er i Retten på Frederiksberg blevet idømt fem års fængsel for at være i besiddelse af en pistol.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
12. september sidste år fik politiet en anmeldelse om uorden omkring Tranehavegård i Københavns Sydvestkvarter, samt at en person skulle være i besiddelse af en pistol.
Politiet rykkede ud til området og i den forbindelse blev den 23-årige mand anholdt. På sig havde han en pistol med syv patroner i magasinet.
Retten lagde til grund, at manden var medlem af LTF, samt at han havde anskaffet sig våbnet som led i den verserende bandekonflikt.
Fordi den pågældende kriminalitet blev begået under en væbnet bandekonflikt, bliver straffen fordoblet, hvilket fører til fængselsdommen på de fem års fængsel.
- Retten har i dag sendt et klart signal om, at retssystemet ikke accepterer våbenbesiddelse i det offentlige rum, siger anklager Tanja Søderlund i pressemeddelelsen.
- Dommen viser, hvor alvorligt det er, når man deltager i en voldelig konflikt. Det signal kan jeg som anklager kun være tilfreds med.
Den 23-årige mand har anket dommen.
/ritzau/