Efter et tæt efterforskningssamarbejde med National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) slog Københavns Politi i aftes til på Nørrebro og anholdt en 38-årig mand, som sigtes for at have planlagt et drab, der skulle have været udført i starten af juli i 2020.
Den 38-årige er et ledende bandemedlem og tilhører en af de to grupperinger, der aktuelt er i konflikt med en anden gruppering.
Politiet mistænker ham for i en periode fra slutningen af juni til starten af juli 2020 at have spillet en aktiv rolle i planlægningen af et drab rettet mod en person fra en anden gruppering fra rocker- og bandemiljøet - dog ikke en gruppering, der indgår i den aktuelle konflikt.
Sagen bygger blandt andet på krypteret kommunikation om planlægningen og udførelsen af selve drabet. Drabet fandt dog aldrig sted, da ingen personer dukkede op som forventet.
- Vi er godt tilfredse med, at vi har fået et gennembrud i en tre år gammel sag. Vi har i forbindelse med efterforskningen haft et fint samarbejde med kollegerne i NSK, og vi fortsætter arbejdet med at komme til bunds i sagen, for vi er sikre på, at der er flere, der har været med, siger vicepolitiinspektør Knud Hvass fra Afdelingen for organiseret kriminalitet ved Københavns Politi.
Den 38-årige bliver ligeledes sigtet for overtrædelse af den såkaldte bandeparagraf - straffelovens paragraf 81a. Der er tale om en strafskærpende bestemmelse, der betyder, at straffe om bandekriminalitet kan blive fordoblet.
Den 38-årige fremstilles i grundlovsforhør i dommervagten i Københavns Byret fredag eftermiddag.