Tre unge medlemmer af bandegrupperingen VHK fra Værebro uden for København er blevet varetægtsfængslet i en våbensag.
Politiet mistænker dem for at holde vagt i et pizzeria i Værebrocentret i Bagsværd, hvor politiet torsdag aften fandt et ulovligt våben, som menes at være deres.
Der er tale om tre unge mænd, hvoraf to er 21 år og en er 18 år, der alle er medlemmer af Værebros Hårde Kerne (VHK).
- Under vores efterforskning i forbindelse med den verserende bandekonflikt kommer vi under vejr med noget mistænkeligt, og det får os til at ransage på stedet, siger vicepolitiinspektør Carsten Jansson, Københavns Vestegns Politi.
Da politiet møder op, finder de tre mænd iført skudsikre veste.
- De tre holder tilsyneladende vagt på pizzeriaet, og i nærheden af dem finder vi i en pistol, siger Carsten Jansson.
De tre mænd blev i et grundlovsforhør fredag i Retten i Glostrup varetægtsfængslet indtil den 1. maj.
De nægter sig ifølge politiet skyldige.
/ritzau/