Tre mænd med forbindelser til bandemiljøet blev natten til fredag snuppet af politiet i den nordvestlige del af hovedstaden med favnen fuld af våben.
Københavns Vestegns Politi havde sendt ekstra patruljevogne i gaderne, efter at der torsdag aften blev affyret adskillige skud i Værebroparken i Bagsværd. Og i Høje Gladsaxe gav den øgede bemanding pote.
- Der er en patrulje, der træffer en gruppe deroppe. Da de ser politiet, så smider de bogstaveligt talt alt, hvad de har i hænderne og løber, siger vagtchef Jens Møller fra Københavns Vestegns Politi.
Betjentene fik dog hurtigt fat på de tre personer samt de to revolvere og den pistol, som de havde efterladt. Der er tale om tre unge mænd på henholdsvis 23, 24 og 25 år.
- De er alle sammen banderelaterede, siger Jens Møller, som dog ikke kan sige noget om, hvilken bande mændene har kontakt til.
Politiet ved endnu ikke, om våbenfundet har forbindelse til torsdagens skyderi i Værebroparken.
- Vi kan ikke direkte kæde det sammen med den tidligere skudepisode. Men det er en af de muligheder, vi vil undersøge, forklarer vagtchefen.
Politiet vil forsøge at få de tre mænd fremstillet i Dommervagten fredag morgen, lyder det.
Værebroparken har i længere tid været plaget af skyderier og overfald. Området huser banden Værebros Hårde Kerne (VHK), der ligger i åben konflikt med banden Loyal To Familia (LTF).
LTF er en forholdsvis ny bande med op mod 60 faste medlemmer hovedsageligt fra Blågårds Plads og Tingbjerg i København, men også i Skovlunde og Kokkedal i Nordsjælland.
Vestegnens politi ved dog ikke, om torsdagens skudepisode har noget med den igangværende bandekonflikt at gøre.
/ritzau/