Få timer efter at en bandeleder blev arresteret i Port Harcourt i Nigeria, gik hans bande på gaden for at befri ham. 50 bevæbnede bandemedlemmer fra gruppen The Outlaws marcherede direkte til byens fængsel bevæbnet med maskinpistoler og rifler.
Politiet forsøgte at standse gruppen, og det kom til ildkamp, men det lykkedes bandemedlemmerne at befri deres leder, Sobomabo George, skriver BBC News.
Episoden skete i Nigeriea oliedelta, hvor volden er eskaleret op til Nigerias valg om få måneder. Lokale ledere og politikere kæmper om kontrollen over Nigerias store oliereserver, og de får støtte af lokale bander og militser.
Lederen af The Outlaws var i forvejen dømt for mord, men han har frit boet i Port Harcourt, siden han flygtede fra fængslet sidste år. Ifølge BBC News døde en enkelt person i befrielsesaktionen.