De mange, der allerede nu befinder sig på Roskilde Festival, har mulighed for at komme helt tæt på det danske elektroband Spleen United, der er kendt for deres energiske og rave-inspirerede livekoncerter.
Bandet, der natten til lørdag spiller på Roskildes store Arena-scene, markerer nemlig deres nye single "From Sunset to Sunset" med en 24 timers non stop elektronisk improviseret jam på campingområdet blandt festivalgængerne.
- Vi vil prøve at overskride de begrænsninger, der er ved at være menneske. Under koncerten vil vi presse os selv fysisk, og så håber vi på, at vi psykisk bliver så trætte, at vi kan komme i en form for trance, forklarer forsanger Bjarke Niemann over for Ritzau.
Koncerten starter klokken 22 tirsdag og slutter klokken 22 onsdag. Den musikalske event finder sted ved søen i det område, der hedder Agora K.
- Det var oplagt at gøre det på Roskilde. Det er en uge, der er helt på hovedet i forhold til en normal uge, fortæller forsangeren.
- Eventen er også en måde at få hele festivaloplevelsen med på. Mentalt vil vi være mere en del af publikum end ved en normal koncert.
Niemann understreger, at koncerten vil være flydende, og at alt vil være improviseret. Han er derfor ikke bekymret for, at der vil komme færre gæster til Spleen Uniteds koncert natten til lørdag.
- Eventen bliver meget anderledes end vores normale koncerter. Så jeg håber, det virker omvendt, og folk kommer i tanke om, at vi skal spille, og derfor gerne vil se os der også. Koncerten på Arena er jo meget mere gennemarbejdet, fortæller forsangeren.
Gæsterne, der camperer tæt på eventen, skal dog ikke frygte for deres nattesøvn. Fra klokken 24 til klokken 10 vil der blive uddelt høretelefoner til publikum, og et stort digitalt ur tæller timer i løbet af koncerten.
Spleen United har før afholdt en 24 timers koncert på en parkeringsplads i Sydhavnen. Det event var dog hemmeligt, og der var ifølge forsangeren kun mellem 30 og 40 publikummer. Han forventer en del flere i forbindelse med Roskilde-eventen.