Hun forudsagde terrorangrebet den 11. september 2001 og Obamas præsidentsejr. Og nu hævder fans af sandsigersken Baba Vanga, at hun også havde ”set” Donald Trumps sygdom.
Avisen.dk skrev ved nytårstid sidste år om den blinde kvinde, kaldet Balkans Nostradamus, på grund af sine mange rigtige forudsigelser. Hun døde i 1996, men havde inden da forudsagt en lang række fremtidige hændelser. Også for 2020.
En af dem handler altså om den amerikanske præsident, som i år vil blive ramt af en mystisk sygdom, der gør ham døv – og efterlader ham med en hjernetumor. Det lyder ikke helt præcist, men faktum er som bekendt, at Donald Trump er blevet testet positiv for corona og lige nu er indlagt på hospitalet.
Sandsigersken blev født på en gård i det nuværende Makedonien, og hun blev blind efter en sandstorm. Det gav hende – ifølge tilhængerne – et andet syn: Muligheden for at se ind i fremtiden.
Baba Vanga nåede inden sin død at komme med en lang række forudsigelser om fremtiden – faktisk helt frem til år 5079, hvor universet vil ophøre med at eksistere.
Men selv om hun har haft ret i en del af sine spådomme, har hun også skudt helt ved siden af. For eksempel med den atomkrig mellem 2010 og 2014, som heldigvis aldrig fandt sted.
Men apropos 2020: Ud over Trumps sygdom, har Baba Vanga også set, at den russiske præsident i vil blive udsat for et attentat fra en insider i Kreml.