Det er stadig uvist, om der kommer en tredje film om Batman, men hovedrolleindehaveren Christian Bale løfter i et interview med Totalfilm.com sløret for, hvad han tænker om idéen.
"Det skal være den rigtige historie. Man kan ikke lave en film som 'The Dark Knight' og derefter præsentere noget, der skuffer," siger Bale.
Han siger, at det er forventningerne til filmen, der gør ham nervøs. Hvis folk regnede med, at 'Batman 3' ville blive en fiasko, ville han tværtimod slet ikke tøve med at medvirke, fordi han ville bevise, at kritikerne tog fejl.
Dog slår han fast, at han uanset hvad er bundet af en kontrakt, der gør at han er tvunget til at medvirke i en eventuel 'Batman 3' og derfor kun kan håbe på, at denne i så fald endnu engang vil få Christopher Nolan som instruktør.
Sidstnævnte har dog indtil videre hænderne fulde med sci-fi-thrilleren 'Inception.'