Når de danske basketballmestre fra Bakken Bears skal forsøge at fortsætte sejrsmarchen i Fiba Europe Cup i andet gruppespil, er ZZ Leiden fra Holland første modstander.
De hollandske vicemestre gæster Bakken onsdag, og dermed har danskerne optimale betingelser for at fortsætte stimen af sejren i turneringen.
Leiden og Bakken tørnede senest sammen i 2013/2014-sæsonen, hvor det blev til to meget tætte udesejre.
Bakken tog første stik med 62-61 i Holland, men Leiden vandt returkampen på dansk grund med 81-79.
Bakken Bears vandt som det eneste hold seks ud af seks kampe i første gruppespil, og den europæiske selvtillid burde således være høj hos danskerne.
Til gengæld fik holdet i weekenden det første nederlag i sæsonen i ligaen, hvor Randers Cimbria vandt med 107-103.
Aarhus-klubben skal i gruppen også møde Kataja fra Finland og Avtodor Saratov fra Rusland.
De to bedste hold i gruppen går videre til knockoutfasen, hvor også hold, der ikke er gået videre i Champions League, træder ind.
/ritzau/