Baker-rapport: Begynd tilbagetrækningen fra Irak

Baker-gruppen anbefaler, at USA samarbejder med Iraks nabolande, så de amerikanske tropper kan trækkes hjem.

Samarbejd direkte med Iran og Syrien, så de amerikanske tropper kan trækkes hjem fra Irak. Og træk størstedelen af tropperne hjem inden begyndelsen af 2008, hvis det kan lade sig gøre. Sådan lyder de overordnede konklusioner i den længe ventede Baker-rapport om USA?s strategi i Irak. Men folkene bag rapporten anerkender samtidig, at der ikke er nogen »magisk formel« til at sikre freden.

»Der er ingen strategi, der kan garantere succes, men udsigterne kan forbedres,« skriver kommissionen efter otte måneders analyse af krigen, der indtil nu har kostet næsten 3.000 amerikanske soldater og hundredetusinde irakere livet.

Rapporten advarer samtidig om, at Irak kan »glide mod et kaos, der kan medføre den irakiske regerings kollaps og en humanitær katastrofe,« skriver AP.

Den såkaldte Irak Studie Gruppe, der har udarbejdet rapporten, præsenterede onsdag konklusionerne for præsident George W. Bush, der lovede at tage forslagene alvorligt.

»Denne rapport giver en meget hård vurdering af situationen i Irak. Det er en rapport, der kommer med nogle meget interessante forslag, og vi vil tage alle forslag alvorligt og handle på en betimelig måde,« sagde Bush ifølge AP efter mødet med kommissionen.

Han opfordrede samtidig Kongressen til at tage rapporten alvorligt.

»Vi vil formenlig ikke være enige om alle forslagene, men alligevel er det en mulighed for at sætte os sammen og arbejde sammen om dette vigtige emne,« sagde Bush.

Der er dog ikke noget, der tyder på, at han vil følge rapportens anbefalinger til punkt og prikke. Op til offentliggørelsen af rapporten har Bush ved flere lejligheder nedspillet rapportens rolle. I et interview med tv-stationen Fox News sagde præsident Bush tidligere på ugen, at rapporten blot er ét af mange forslag.

»Jeg lytter til irakerne, jeg vil lytte til Kongressen, og jeg vil lytte til Baker-Hamilton. Min holdning er, at jeg bør lytte til alt, der bliver sagt, for jeg er ikke tilfreds med fremgangen i Irak,« sagde Bush.

»Det er meget svært for mig at fremhæve den ene frem for den anden. De alle er vigtige.«

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.