Sporene efter den svindelmistænkte Anna Britta Nielsen ser ud til at blive varme.
Vicepolitiinspektør Michael Lichtenstein fra SØIK (Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet) fortæller til TV 2, at arbejdet går fremad i jagten på den 64-årige kvinde, som er internationalt efterlyst i sagen om underslæb for 111 millioner kroner.
- Vi har en ide om, hvor hun befinder sig, siger Michael Lichtenstein til TV 2, der samtidig løfter sløret for, at SØIK har været i kontakt med den mistænkte gennem hendes advokater.
Han vil dog ikke gå i detaljer med, hvor Anna Britta Nielsen præcis skulle befinde sig.
Anna Britta Nielsen er mistænkt for underslæb i Socialstyrelsens tilskudsadministration i en periode på 16 år fra 2002 til 2018. Det lykkedes hende angiveligt over den lange periode at overføre penge til sin egen bankkonto, og siden forfalske dokumenter, uden at det blev opdaget.
Vicepolitiinspektøren beretter derudover, at politiet er nået langt med at dokumentere bevismateriale og sikre værdier. De har heriblandt beslaglagt biler, ejendom og indestående penge på bankkonti.
- Vi vil gerne igen opfordre hende til, at hun meget gerne må melde sig til politiet, så vi kan få ordnet den her sag, siger Michael Lichtenstein til mediet.
Foruden Anna Britta Nielsen er yderligere to kvinder og én mand sigtet for groft hæleri i sagen. Disse personer er underlagt navneforbud.