- En sag af den her karakter kan kun løses i kraft af et meget solidt, meget omfattende og meget intenst internationalt samarbejde.
Sådan lyder det fra chefen for Bagmandspolitiet (SØIK), Morten Niels Jakobsen, om milliardsvindel med udbytteskat i Europa.
For at komme til bunds i sagen om svindel for i alt 410 milliarder kroner i en række europæiske lande, er der blevet etableret fælles efterforskningshold med Storbritannien, Tyskland og Belgien.
Desuden skal USA fungere som observatør, lyder det fra chefen for Bagmandspolitiet.
- Vi etablerede allerede tidligt i processen et fælles efterforskningshold i regi af Eurjojust i Haag.
- Man mødes meget ofte - enten via videolink eller fysisk i Haag. Man finder ud af, hvilke myndigheder, der tager sig af hvilke dele af sagen, og man koordinerer og lægger en strategi sammen, siger han.
Det er dog ellers sparsomt med nye oplysninger om selve efterforskningen.
Det skyldes sagens karakter, og den avancerede måde, som Danmark er blevet svindlet på, siger Jakobsen.
- Det er en sag, der er meget kompleks i sin natur. Der er brugt meget avancerede fremgangsmåder i et yderst professionelt miljø.
- Derfor skal man være tålmodig. Vi gør alt for at komme til bunds i den her sag, men jeg kan desværre ikke opstille et tidsestimat, siger han.
Det er ikke nyt, at de danske myndigheder er blevet svindlet for 12,7 milliarder skattekroner.
Men at den enorme svindelsag trækker tråde til hele Europa er en ny udvikling.
Det skal især være gået ud over Tyskland og Frankrig, som er blevet snydt for henholdsvis 237,2 milliarder kroner og 127 milliarder kroner.
Flere medier rapporterer, at den type svindel, som internationale finansfolk og en række af verdens største banker menes at stå bag, efter alt at dømme fortsat sker i flere lande.
Hvorvidt der er sandhed bag de påstande, ønsker chefen for Bagmandspolitiet ikke at besvare nærmere.
- Jeg ved, at Skat og den nuværende Skattestyrelse er meget opmærksomme på, at den her slags ting ikke skal kunne gentage sig. Godt for det, og det er sådan set det, jeg kan sige til det spørgsmål, siger Morten Niels Jakobsen.
Bagmandspolitiet har arbejdet på at opklare svindel med udbytteskat, siden Skat anmeldte sagen i 2015.
Skattestyrelsen har anlagt 388 civilretlige sager med et samlet krav om erstatning på de manglende skattekroner.
Retssagerne er rejst i USA, Storbritannien, Malaysia og Dubai.
/ritzau/