Regeringstoppen bør klappe låget op på statskassen og bruge flere penge på næste års finanspolitik.
Det er budskabet fra baglandet i de tre regeringspartier. Hele 83 procent af byrådspolitikerne og lokalformændene for Socialdemokraterne, SF og De Radikale vil ifølge en rundspørge i Berlingske have lempet finanspolitikken.
- Jeg er træt af at have en teknokratisk regering, der kun tænker på 2020-, 2030- og 2050-planer. Det skal ske nu, siger De Radikales lokalformand i Herlev, Daniel Majgren, til Berlingske.
Han bliver bakket op af Erling Hugger Jakobsen (S), byrådsmedlem i Faxe Kommune, samt Henrik Gade, radikal lokalformand på Lolland-Falster.
- Der mangler vækst i samfundet, og derfor bør man lempe finanspolitikken. Det er meget paradoksalt, at selv vismændene anbefaler, at man gør det, og at en regering med denne farve så siger nej, lyder det fra Henrik Gade i avisen.
Flere socialdemokratiske veteraner har på det seneste undret sig over statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og finansminister Bjarne Corydons (S) økonomiske kurs.
Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) samt de forhenværende S-finansministre Mogens Lykketoft og Knud Heinesen har offentligt kritiseret regeringen for ikke at følge vismændenes råd og løsne det stramme greb om finanspolitikken.
Ifølge Berlingskes oplysninger overvejer regeringen i øjeblikket, om statskassen skal åbnes på finansloven. Avisen skriver, at flere modeller kan blive taget i brug, men en række nøgletal bliver afgørende for, hvor store ændringerne bliver.
SF-formand Annette Vilhelmsen åbner i Berlingske for, at finanspolitikken kan lempes på efterårets finanslov. Enhedslisten har advaret mod idéen.
/ritzau/