Stein Baggers hustru Anette Uttenthal Bagger skal aflevere sit dyre diamantbesatte Rolex-ur til den danske stat. Det samme må hun gøre med seks dyre smykker og 1,4 millioner kroner i rede penge.
Sådan fremgår det af domsudskriftet, som tv2.dk er kommet i besiddelse af. Det er Lyngby Ret, der står bag afgørelsen.
Da Stein Bagger i juni blev idømt syv års fængsel for omfattende svindel, gik det også ud over hans hustru, den tidligere ejendomsmægler Anette Uttenthal.
Vicestatsadvokat Per Justesen nedlagde dengang påstand om konfiskation af en lang række dyre smykker, en skulptur samt 1,4 millioner kroner.
Anette Uttenthal gik med til at aflevere otte smykker til staten uden videre, mens hun valgte at kæmpe for syv andre smykker, en skulptur samt de 1,4 millioner kroner hun tjente på at sælge sin Porsche 911.
Retten i Lyngby har dog besluttet, at Anette Uttenthal skal aflevere Rolex-uret og resten af smykkerne, ligesom hun må gå af med pengene fra salget af Porschen.
Anette Uttenthal blev i byretten frakendt værdier for i alt 2.770.451 kroner. Hun har mulighed for at anke sagen til landsretten, så dommen er endnu ikke endelig.
Alle værdierne har hun modtaget i gave fra Stein Bagger.