Under sin flugt i USA slettede den bedragerisigtede Stein Bagger en række e-mails, som han betragtede som belastende.
Det kom frem på gårsdagens grundlovsforhør i Retten i Lyngby, skriver Politiken.
Grundlovsforhøret varede otte timer og her erkendte Bagger, at han havde forsøgt at sløre sit milliardstore svindelnummer ved at slette en række e-mails.
Den tidligere direktør i IT Factory har dog erkendt svindelnummeret for op imod 1,1 mia. kr.
Stein Bagger landede tirsdag morgen i Københavns Lufthavn, hvorefter han blev kørt til Retten i Lyngby, hvor grundlovsforhøret blev afholdt. Det sluttede med, at Stein Bagger blev varetægtsfængslet frem til 9. januar - de første 14 dage i isolation.
Det lange forhør af Stein Bagger åbnede ifølge anklageren op for nye efterforskningsmæssige spor, som politiet nu vil gå i gang med. De nærmere detaljer om, hvilken retning politiet nu kigger på, ønsker anklager, vicestatsadvokat Per Justesen, dog ikke at komme ind på.