Da Stein Bagger, kort før han forsvandt, opholdte sig i Dubai med sin kone Anette Uttenthal, brændte han mindst 1,2 mio. kr. af på kaviar og luksushoteller.
Regningen blev bogført hos IT Factory, hvor den nu fængslede Stein Bagger er direktør. Det fortæller kurator i konkursboet IT Factory, Boris Frederiksen, til B.T.
Hvis politiet vurderer, at udgifterne udelukkende var til privat brug, kan det betyde yderligere sigtelser.
"Hvis kurators oplysninger er korrekte, er der tale om mandatsvig, og det vil vi selvfølgelig også undersøge. Jeg vil dog ikke sige endnu, om vi også vil sigte Stein Bagger for det," siger politiinspektør ved bagmandspoliti, Jesper Friedrichsen til avisen.
Stein Bagger blev sidste uge erklæret personligt konkurs.