Ingen udfordringer er for store, når man er bager og skal tilfredsstille kundernes behov.
Sådan lyder det fra bager Jens Peter Kirkely fra Nørre Lyndelse Bageri på Fyn.
Bagermesteren tog for seks uger siden imod en lidt utraditionel bestilling fra en kvindelig kunde, der skulle til polterabend.
Kvinden bad om 10 rundstykker formet som penisser.
- Vi elsker udfordringer, og som håndværksbager tager man handsken op. Hun viste mig et billede på Facebook af lignende rundstykker, som en anden bager havde lavet. Hun var ikke så detaljeret, da hun skulle fortælle, hvordan de skulle se ud, så det var godt, hun havde billedet, fortæller Jens Peter Kirkely til Avisen.dk og griner.
Lørdag morgen afhentede kvinden sin bestilling, og hun var stærkt tilfreds med faconen på bagværks-penisserne.
- Hun havde julelys i øjnene, da hun så resultatet. Hun virkede tilfreds, fortæller Jens Peter Kirkely.
Bageren delte billeder af penisserne på bageriets facebookside, og siden er det væltet ind med kommentarer og forespørgsler på nye bestillinger.
Faktisk er Jens Peter Kirkely blevet spurgt af en anden kvinde, der ville have ham til at lave penisser i sort eller mørke farver.
- Vi skal være omstillingsparate i bagerbranchen, så det er da helt sikkert noget, vi vil overveje. Hvis andre kunder ønsker, at vi laver damebryster med røde brystvorter, kan vi sikkert også finde ud af det, lyder det.
Det kommer dog ikke på tale, at de frække rundstykker bliver en del af det faste sortiment, understreger han.
- Vi har jo også kunder, der har børn, og så skal vi jo ikke sætte forældrene i forlegenhed, siger Jens Peter Kirkely.
Ifølge Nørre Lyndelse Bageri går der dej til fire almindelige rundstykker pr. penis-rundstykke, og stykprisen er 19,50 kroner.