Influenceren og tidligere vinder af "Den store bagedyst", Annemette Voss, har taget en stor beslutning for sin kommende karriere.
Netop livet som influencer vil hun fremover droppe til fordel for at bruge meget mere tid på sin egen virksomhed og familien.
På Instagram fortæller hun ifølge alt.dk, at det ikke har været nogen nem beslutning, men den helt rigtige.
- Jeg har trukket mig fra det kommercielle arbejde som influent, hvor jeg til daglig har arbejdet med at styrke min platform for at kunne tjene penge på det. I dag er mit fokus ‘bare’ at lave indhold, når jeg har lyst, skriver Annemette Voss blandt andet og fortsætter.
- Nu laver jeg udelukkende de kampagner, der bygger mig op og på alle måder matcher det menneske jeg er, og det er ikke en del af mit budget. Det må være en slags ‘funny money’, hvis jeg får løn for at lave influencerjobs, men det skal aldrig nogensinde igen blive min levevej, skriver Annemette Voss i opslaget, hvor hun også har vedhæftet en video med nærmere forklaring.
I videoen understreger Annemette Voss også, at hun absolut intet har at udsætte på influencerbranchen, men udelukkende har taget beslutningen af hensyn til sig selv.