De seneste blodige måneder i Bagdad kan nu ses i byens lighuse. De er fulde af lig og kan ikke tage flere døde ind, skriver AP.
Fordi de er løbet tør for plads, bliver nogle ofre ikke gemt og overgivet til de efterladte, men blot fotograferet, noteret og hastigt begravet.
I angst for at blive anonymt begravet får flere irakere i dag deres navn og telefonnummer tatoveret på låret, oplyser nyhedsbureauet.
Oktober var en særlig blodig måned i Irak, og omkring 1.600 lig blev indleveret til Bagdads centrale lighus. Byens lighuse er bygget til at opbevare 130 døde, men i øjeblikket ligger der over 500 lig i lighusene.
»Hver dag står der masser af kvinder udenfor, som græder og skriger i sorg. De leder alle efter deres døde sønner, og jeg ved ikke, hvordan hverken vores computere eller vi selv skal klare det,« siger doktor Abdul-Razaq al-Obaidi fra Bagdads central-lighus.