Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
FN's internationale klimapanel, IPCC, konkluderer mandag i en rapport, at verden står overfor meget alvorlige problemer med fødevareforsyningen om 30 år, hvis ikke udledningen af drivhusgasser reduceres drastisk. I Danmark har landbrugserhvervet over de seneste 25 år reduceret drivhusgasudledningerne med 23 procent. I samme periode er produktionen steget markant.
"Hver dag vokser verden med 200.000 nye verdensborgere. Det siger sig selv, at det på sigt vil give udfordringer på fødevareforsyningen. I Danmark producerer vi masser af fødevarer med høj forsynings- og fødevaresikkerhed, og jeg er ikke i tvivl om, at det netop er bæredygtig, intensiv produktion, der skal løfte os ind i fremtiden", siger direktør i erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer Flemming Nør-Pedersen.
Ifølge IPCC vil udbyttet af blandt andet hvede og majs dykke på verdensplan, og fiskefangsterne vil skrumpe. Det er især landbruget i varme og tørre egne af verden, som bliver ramt, ligesom fiskebestandene ventes at skrumpe mest i de tropiske have, konkluderer klimapanelet.
Danmark er begunstiget af et godt klima til at drive landbrug. Vi har en toptunet fødevareklynge, der producerer fødevarer til millioner af mennesker - ikke kun herhjemme men også ude i verden. Ifølge Landbrug & Fødevarer vil danske landmænd og forarbejdningsvirksomheder i fremtiden kunne producere endnu flere fødevarer uden at øge belastningen på miljøet.
"Desværre er den nuværende miljølovgivning meget forældet og i mange tilfælde ugunstig for både miljøet og erhvervet. Det er vigtigt, at vi i Danmark går forrest og viser, at man kan drive intensivt landbrug, samtidig med at man har en høj miljøbeskyttelse. Vores know-how i Danmark på dette område er unikt, og det er viden, vi skal dele med resten af verden, så fødevareforsyningen i fremtiden kan klare presset fra den stigende verdensbefolkning. Men det kræver, at den danske regering tør tage et opgør med den forældede miljøpolitik", siger Flemming Nør-Pedersen.
Det er blandt andet en målrettet miljøregulering, som også regeringens Natur- og Landbrugskommission anbefaler, smidigere sagsbehandling hos det offentlige og bedre lånemuligheder, Landbrug & Fødevarer peger på som vigtige skridt i forhold til at følge med verdens efterspørgsel efter fødevarer.
"Danmark kan naturligvis ikke brødføde hele verden. Men vi kan bidrage med flere brikker til det puslespil, der skal lægges, hvis verdens befolkning skal mættes de kommende årtier", siger direktør Flemming Nør-Pedersen.
Ud over svinekød, mælk og andre landbrugsprodukter sælger Danmark landbrugsmaskiner, ekspertise og rådgivning til landmænd i både udviklingslande og industrialiserede lande. Den eksport skal udbygges, hvis der fremover skal være fødevarer nok i verden til at brødføde en verdensbefolkning, som allerede i 2050 ventes at nå 9,6 milliarder mennesker.
Yderligere kontakt:
Direktør i erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer Flemming Nør-Pedersen via pressekonsulent Jens Dissing Munk på telefon 30178874
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.