Det bliver et forandret dansk ishockeylandshold, der i eftermiddag løber på banen til VM-kampen mod Hviderusland, hvor danskerne endegyldigt kan sikre deres forbliven i det bedste ishockeyselskab med blot et enkelt point.
Landstræner Per Bäckman har nemlig valgt at "toppe" holdet med en på papiret meget stærk førstekæde med Julian Jakobsen som centerspiller imellem Nicklas Jensen og Mikkel Bødker.
De to rutinerede forwards Kim Staal og Morten Green spiller sammen med Nichlas Hardt i andenkæden på et hold, hvor Jesper Jensen og Rasmus Nielsen som udgangspunkt er reserver.
Simon Nielsen er tilbage i det danske mål efter at have siddet ude mod Schweiz, og også Oliver Lauridsen er klar til at spille.
Lauridsen måtte udgå i anden periode mod schweizerne med en mindre skade, men den forhindrer ham altså ikke i at stille til start i Danmarks næstsidste VM-kamp.
Hvis ikke Danmark får point mod hviderusserne, kan danskerne håbe, at Canada som ventet tager point mod Slovenien senere i aften. I så fald er Danmarks status som A-nation også sikret.
/ritzau/