Ni store bassiner til rensning af spildevand og regnvand vil gøre vandet så rent ved åens udløb i havnen, at århusianere med tiden kan bade i havnen. Når bassinerne er i sving, vil vandet fra åen indeholde så få bakterier, at det med kommunens ord svarer til badevandskvalitet . Men o.k., rådmand Peter Thyssen (R) tager visse forbehold:
»Det er nok for tidligt at sige, at det blå flag er inden for rækkevidde«.
Gavner også naturen
Bassinerne forhindrer, at spildevand løber ud i åen, når det regner meget, og det kommer både dyr og mennesker til gode:
»Der bliver langt færre lugtgener for Brabrand Sø og Århus Å’s naboer og gæster, og naturen med plante- og dyreliv bliver smukkere og mere interessant at se på,« siger Peter Thyssen.
Projektet koster 340 millioner, og arbejdet vil strække sig over de næste seks år. Projektet mangler den endelig godkendelse i byrådet, men rådmænd og borgmester anbefaler efter magistratsmødet mandag, at det gennemføres.
En blå kile ind i Århus
Rensningsprojektet falder godt i tråd med et andet forslag omkring Århus Å. Peter Thyssens embedsmænd fremlægger nemlig også en plan for de dele af åen, der går fra bymidten til Brabrand-søen. Ideen er, at hele å-løbet bliver en lang blå kile, som alle har adgang til.
@HENVISNING SIDE:
Side 3