Det går fremad for badmintonspilleren Carsten Mogensen, der sidste torsdag blev ramt af en aneurismeblødning i hjernen, mens han befandt sig på spillernes hotel under hold-EM i Kazan.
Det meddeler Badminton Danmark i en pressemeddelelse.
- Det går fortsat fremad hver dag for Carsten Mogensen. Der er en positiv udvikling med at være vågen og indtage væske, og den medicinske situation er stabil.
- Sønnen Benjamin har været på et kortvarigt besøg for at møde sin far, lyder det i meddelelsen.
Carsten Mogensen besvimede, da han skulle gøre sig klar til kampen mod Finland.
Han kom på benene og fik bevæget sig over i et andet værelse, hvor doublemakkeren, Mathias Boe, straks konstaterede, at der var noget alvorligt galt med Mogensen.
Senere blev 32-årige Carsten Mogensen opereret i hjernen.
Sammen med Mathias Boe har han blandt andet vundet to All England-titler i herredouble samt sølv ved både OL og VM.
Carsten Mogensen befinder sig fortsat i Kazan, og det vides endnu ikke, hvornår han kan komme tilbage til Danmark.
/ritzau/