Badmintonkvinder åbner skidt mod japanere

Den danske damedouble i badminton Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl taber første gruppekamp ved OL.

De danske badmintonspillere Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl er kommet rigtig skidt fra start ved OL i London med et nederlag til det japanske par Satoko Suetsuna og Miyuki Maeda.

Den danske duo tabte skuffende kampen med cifrene 21-18, 14-21 og 17-21.

Til at starte med lignede det ellers en let omgang for det danske par, der hurtigt skabte sig et sikker føring i første sæt.

Lige så stille begyndte japanerne dog at vise prøver på deres styrke, som dog alligevel formåede at lukke første sæt til deres egen fordel med cifrene 21-18.

I andet sæt bragte japanerne sig hurtigt foran og formåede sættet igennem at bevare danskerne et godt stykke bag sig. Begge par viste imidlertid flot spil, og flere bolde trak langt ud og var tydeligt tærende på alle fire spilleres kræfter.

Det danske par formåede dog aldrig at hente den tidlige japanske føring, som holdt til sættets afslutning i japanernes favør med cifrene 21-14.

Heller ikke i det tredje og afgørende sæt nåede det danske par et tilstrækkeligt højt niveau og haltede hele sættet igennem en smule efter japanerne, der altså lukkede kampen med sætcifrene 21-17.

De to danskere, som fik deres helt store gennembrud som par i januar, hvor de vandt Super Series-turneringen Malaysia Open, får nu svært ved at gå videre fra gruppen, hvor de blandt andet står over for et stærkt kinesisk par.

Senere lørdag skal Christinna Pedersen i aktion igen, da hun skal i kamp med mixeddouble-makkeren Joachim Fischer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.