Det så på et tidspunkt i tredje sæt skidt ud for de danske muligheder, men på en flot slutspurt fik badmintonduoen Joachim Fischer og Christinna Pedersen hevet sejren hjem i deres anden gruppekamp ved OL i London.
Danskerne glæder sig meget over, at de fik besejret den polske duo Robert Mateusiak og Nadiezda Zieba med 21-9, 14-21, 21-17 i Wembley Arena i London.
- Vi er rigtig glade for sejren, siger Christinna Pedersen.
Joachim Fischer supplerer:
- De er meget skrappe, og de kender os rigtig godt. Vi har det svært mod dem, og vi skal være rigtig glade for, at vi vinder over dem i dag.
- Vi er rimelig glade over at få den hevet hjem, for vi var lidt nede i sækken, siger han.
Mixeddoublen kender deres polske modstandere fra den danske liga, hvor Robert Mateusiak og Nadiezda Zieba spiller.
Polakkerne vandt senest stort over Joachim Fischer og Christinna Pedersen ved EM tidligere i år, så dansk sejr var ingenlunde givet på forhånd.
- Det er en kamp, der bølger, og vi prøver at fange hinanden på de punkter, hvor de andre er lidt svage. Jeg synes, at vi fik kæmpet os rigtig godt ud af det, især i anden halvdel af tredje sæt, siger Christinna Pedersen.
Trods to sejre i gruppe B er de fjerdeseedede danskere endnu ikke sikre på at gå videre til kvartfinalerne ved OL.
Joachim Fischer og Christinna Pedersen skal tirsdag møde et japansk par i den sidste gruppekamp.
/ritzau/